HVERDAGSLIV

Status år 2019 – og pandemi realiteten i 2020

25. marts 2020

Jeg var startet på dette indlæg for en måneds tid siden. Inden verden gik af lave…. og allerede dengang, var det som om, jeg godt var klar over, at tingene var lidt for gode til det kunne være sandt. Jeg havde dog aldrig troet, at det ville være en verdensomspændende pandemi der ville få glansbilledet til krakelere. Måske nærmere udfordringer med vores kommende ønske om renovering af huset, at samtlige elektriske apparater i huset ville gå i stykker indenfor en uge eller at jeg ville brække en arm på skiferien. Ting der ville være trælse og tage energi at få løst, men ikke noget vi ikke ville kunne håndtere. Jeg havde slet ikke forudset, at vi ville ende i en situation, hvor løsningen ville være ude af vores hænder, og den eneste måde at komme oven på igen, var ved at sætte sig på sin bagdel derhjemme og vente. Noget ingen af os her i husstanden er særligt gode til…..

Derfor er det lige dele skræmmende og komisk at læse de tanker jeg gjorde mig for relativt kort tid siden…

” 2020 er i fuld sving, og selvom de fleste laver status opdateringer for året der er gået, lige omkring nytår, så har min ladet vente på sig. Jeg har haft travlt med alt muligt andet….. Jeg har haft travlt på arbejdet, med at få hjemmesiden gjort færdig og bare med familielivet generelt. Møllen kører igen, og det er som om den har fundet et helt nyt gear, i stedet for bare at forblive i et af de gamle. Vi har heldigvis haft nogle weekender uden de store planer, hvilket har betydet, at der har været plads til at være spontan sammen med ungerne. Det har virkelig været rart. 2019 var virkelig god ved mig – den perfekt afslutning på endnu et årti. Jeg føler mig virkelig taknemlig for alle de oplevelser året bød på – faktisk så meget, at jeg kan blive helt bange for, hvornår virkeligheden stikker sit knap så pæne ansigt frem, og viser mig, at alt ikke er idyl og harmoni. Jeg tillader mig dog, at fortsætte lidt tid i min naive boble, hvor jeg forsøger at kanalisere alt min energi ud på de ting, der giver mig god energi retur igen. “

Jeg forsøger stadig, at holde fast i de ting der giver mig god energi – det har jeg især brug for i denne periode. Det er så nemt, at falde i den negative gryde. Det betyder ikke, at jeg ikke tager situationen alvorligt, for det gør jeg bestemt, men jeg forsøger kun at se nyhederne om aftenen, og ikke læse for mange artikler og informationer, men skærme mig fra nyhedsstrømmen i løbet af dagen. Til gengæld forsøger jeg, selvom det er svært indimellem, at nyde tiden med ungerne. Aldrig har vi været så meget ude i haven og skoven, lavet snobrød, bagt, lavet skolearbejde, været kreative og selvom jeg er helt kørt over om aftenen, så sidder jeg altid med en følelse af, at jeg lærer dem begge lidt bedre at kende hver dag. Ikke fordi jeg ikke kendte dem før, men når vi nu skal lave ALT sammen, så får vi også set nogle sider af hinanden der måske ikke lige var dukket frem i hverdagens hamsterhjul.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply