BLOGGEN

PRODUKTER

INSTAGRAM

BRYLLUP

Vores store dejlige have

19. maj 2019

Jeg elsker solskin og fridage – men hvem gør ikke det?

I dag har heldigvis været én af de dage, der har indeholdt begge dele. Det har betydet, at vi alle fire har befundet os i haven siden i morges. Jeg elsker vores have – især på dage som i dag. Den er kæmpe stor (af en parcelhus have at være), så der er altid et eller andet man kan tage sig til, men der er også masser af plads til at kunne hygge sig. I starten kunne jeg blive helt stresset, hvis der var vokset lidt ukrudt i et bed, eller en busk trængte til at blive klippet – det er jeg for længst kommet over nu. Vi aftalte da vi købte huset, at vi ville have lov til at nyde den kæmpestore have vi fik, og ikke føle, det blev en pligt at have den. Den var alt hvad vi drømte om, og derfor var det vigtigt for os, at vi også ville give os selv lov til at nyde den – trods lidt ukrudt hist og her.

Augusta og Diesel i drivhuset for 2 år siden

Frokost i haven sidste år

Jeg er som udgangspunkt ikke et have menneske – forstået på den måde, at jeg ikke har nogen som helst ide om, hvad de forskellige blomster, træer og buske hedder. Er de pæne, må de gerne blive for min skyld. Jeg er heller ikke typen der nødvendigvis flyver ud af døren med et motto om at “der er ikke noget der hedder dårligt vejr – kun forkert påklædning”, men jeg ELSKER at tilbringe tid på terrassen og være udendørs, så snart det er muligt. Jeg synes det er fantastisk, at vi kan bruge både vores have og terrasse som et ekstra rum i huset. Ungerne kan løbe frit rundt og lege. De kan grave huller, gynge, hoppe på trampolinen, spille fodbold, klatre i træer og meget meget mere. Engang imellem kan de endda lokkes til at hjælpe med havearbejdet 🙂

Alexander hjalp for 3 år siden med at kappe livslinen op i træet

I dag stod den dog på havearbejde…. Jeg har fjernet efou i lange baner…. jeg hader efou!!! Det er ikke udseendet jeg har noget imod, og jeg vil give alle efou elskere ret i, at det er et godt bunddække, hvis det nu var det man skulle ønske sig. Men jeg hader planten i sig selv og det den kan! Tænker den er planternes svar på en rotte – den bliver bare ved med at yngle og yngle 

I dag har jeg fjernet næsten en hel trailerfuld af efou omkring vores ellers så fine japanske kirsebærtræ  Da vi flyttede ind, havde efouen spredt sig op i hele det store smukke træ. Det så selvfølgelig fint ud, for så var træet grønt hele året, men problemet var, ifølge en gartner, at det var igang med at kvæle træet. Hvis ikke det blev fjernet indenfor de næste år, ville træet langsomt dø, og stå tilbage som et klatrestativ for efouen og ikke som det smukke træ med lyserøde blomster, som det er.

Derfor gik kampen ind for 3 år siden, og jeg kæmper den endnu  men i år skal være året, hvor jeg får helt bugt med den. De andre år er det lykkes mig at holde den nede, og vi fik allerede det første år, kappet livslinen op i træet, så det blomstrer smukt som altid. Men nu skal det også væk på jorden, så jeg ikke skal trættes med at holde øje med, hvor det nu finder på at gro hen næste gang. Det er fast arbejde med den plante….

BRYLLUP

De famøse tallerkener….

13. maj 2019

Alle der har tilbragt tid med mig, siden starten af 2019, ved jeg konstant leder efter tallerkener…. Jeg fandt ved et tilfælde, et gammelt stel fra Københavns Porcelæns Maleri, hvilket startede den første af mange ideer vedrørende brylluppet, og så var jagten igang.

Stellet er råhvidt med en fin guldkant, og kan findes med mange forskellige blomster. Udgaven jeg fandt i den lokale genbrugsbutik hedder Varna og jeg synes det passer perfekt, til lige netop den stemning jeg gerne vil skabe til brylluppet.

Københavns porcelæns Maleri, Varna

Jagten havde dog ikke været igang særligt længe, før jeg måtte erkende, at det nok blev lidt sværere end forventet, at finde lige præcis denne blomst til alle…. så jeg søgte videre, og fandt ud af, at modellen Rosenborg også var til at opspore. Så nu ender det med at blive en blanding af de to. Rosenborg har lidt mere farverige blomster, men ellers samme farve og guldkant som Varna. Jeg lavede en prøveopdækning med Rosenborg stellet til min mors 70 års fødselsdag, og med de smukke vinglas og guldbestikket fra Ellas Vintage (@ellasvintage_udlejning ) synes jeg selv, det blev virkelig fint. Til brylluppet bliver der endnu et vinglas, men det var der ikke plads til på bordet, da vi skulle dække op.

Jeg er egentlig blevet overrasket over, hvor meget atmosfæren, borddækningen og udtrykket betyder for mig. Havde du spurgt mig inden jeg rent faktisk skulle planlægge brylluppet, havde jeg med garanti svaret, at det var underordnet, så længe der var de folk jeg holder af, og der ville blive festet til den lyse morgen. Derfor har jeg tænkt meget over, hvorfor jeg nu pludseligt går så meget op i det? Det eneste jeg er nået frem til er, at jeg godt kan lide selve planlægningen, jagten i at finde de særlige ting jeg synes er fine, og gerne vil skabe, den for os, helt perfekte fest.

I mit arbejde planlægger jeg alle mulige ting, for mine kolleger, som rejser verden rundt, og dette føles derfor som mit eget lille svendestykke. Denne gang er planlægningen for mig selv, og på en eller anden vis føles det lidt som om, jeg her kan bevise (om ikke andet, så over for mig selv) hvad det er jeg egentlig er god til. Kan jeg få denne fest til at blive lige som vi ønsker, så kan jeg få alt til at lykkes – det er i hvert fald den følelse jeg har… Det er måske fjollet, men det giver mig energi og gør mig glad.

Nedenfor ses et billede fra borddækningen til min mors 70 års fødselsdag.

Stel: Københavns Porcelæns Maleri, Rosenborg
Vinglas og bestik: @ellasvintage_udlejning
Blomster: @thrane.design
BRYLLUP

Den betydningsfulde røde næse

11. maj 2019

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at planlægge. Den daglige planlægning, for at få hverdagen til at gå op er én ting. En anden er det stykke arbejde man ligger i at planlægge en fest, ferie eller en hvilken som helst anden begivenhed man ser frem til. At se resultatet af mange timers arbejde blive afviklet, gør mig glad helt ned i maven. Tænk at kunne være med til, at skabe dejlige oplevelser for en masse mennesker. Både folk man ikke kender, men også for alle dem man selv holder af.

Derfor var jeg den anden dag samlet med nogle rigtige dejlige damer, for at planlægge Klovneløbet 2019 i Hammel. De dejlige damer er fra min første mødregruppe, og udover en masse gode stunder året rundt, så mødes vi hvert år, og får planlagt Klovneløbet i vores by. Det er 3 år vi er igang, og vi håber hvert år, at vi kan få indsamlet en masse penge til det gode formål. Heldigvis har deltagerantallet været stigende, og måske bliver det en fast tradition for nogle af deltagerne, ligesom det er for os at planlægge det.

De danske hospitalsklovne gør et kæmpe stykke arbejde, for de børn der er indlagt på hospitalerne rundt omkring i Danmark. Vi har (heldigvis) kun oplevet dem en enkelt gang, men det er en oplevelse der bliver talt om herhjemme endnu. Desværre er andre familier ikke så heldige, og de kan af alle mulige forskellige grunde, være nødsaget til at have både mange og lange ophold på hospitalet. Ophold som måske kan blive bare en lille smule nemmere, når en klovn kan træde til, og tage opmærksomheden et øjeblik. Derfor er de blevet en mærkesag for vores lille mødregruppe.

Sidste år var der strående solskin, glade børn og voksne, is og masser af røde næser. Vi håber vi kan gentage succesen igen søndag d. 2 juni i år. Vejret kan vi selvfølgelig ikke garantere, men vi lover det bliver en fest, for de folk der har lyst til at komme og støtte det gode formål. Der er selvfølgelig medaljer til alle der kommer i mål, og mulighed for at købe merchandise. Der vil også være både kage og saftevand, som kan erhverves til små penge. Alt sammen til fordel for klovnene. Det koster 70 dkk at deltage, og billetten kan købes på klovneløb.dk, hvor der også kan bestilles en klovneløbs t-shirt til børnene.

Vi glæder os, og håber i har lyst til at støtte op om en god sag, og samtidig have en sjov formiddag med familien.

Klovneløb 2017

BRYLLUP

Bryllupskagen

9. maj 2019

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk ikke den helt store kagespiser… For det meste kan jeg uden problemer undvære, også selvom folk omkring mig sidder og spiser det lige foran næsen på mig. Jeg kan sagtens se, at det ser lækkert ud, men jeg får ikke i den forstand trang til at spise det.

Til gengæld har jeg en afhængighed af “bland selv” slik…. Jeg ville uden at blinke med øjnene kunne spise det morgen, middag og aften. Begrænsningens kunst, når jeg møder en hel væg med de små inddelte rum, så man kan lave lige netop den blanding der til sammen udgør alle ens favoritter, mestre jeg stadig ikke, og kommer muligvis heller aldrig til det. Glæden ved “bland selv reolen” er jo lige netop, at man undgår alle de sørgelige rester af andenrangsslik, som bliver tilbage når man køber en færdigblandet pose. Rester som man synes er lidt noget grisseri bare at smide ud, for man har jo betalt for hele posen, men som man inderst inde godt ved, man aldrig rigtig får spist….

Derfor var punktet BRYLLUPSKAGE langt nede på to do listen, over ting der skulle være styr på. Vi var på bar bund! Vi ville gerne have en lækker kage, men stadig ikke bruge en formue på den. Den hørte måske mere med, som en del af bryllupstraditionen, end et betydningsfuldt punkt for os.

Men lige som med så meget andet, så har man et standpunkt til man tager et nyt……! Jeg lavede lidt research, og blev gjort opmærksom på Lea fra BakingSinsByLea gennem Heidi og Tina fra smykkefirmaet OhDeer, som skulle deltage i et event, hvor Lea også skulle deltage. Jeg tjekkede hendes Instagram profil ud og var solgt med det samme. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Lea var lige hvad vi søgte. Hun ville kunne lave en kage lige som vi gerne ville have den. Hun har en fantastisk stil, og jeg havde følelsen af at have fundet en usleben diamant. Det har jeg på ingen måde, for Lea har egen butik, og kunne garanteret sælge mange flere kager, end hun kan nå at bage, men det hun kan, er lige det jeg elsker. Jeg kan mærke hvor meget hun brænder for det, og at hun gør det fordi hun elsker det, og udlever en drøm om, at leve af det man synes er sjovt og er god til.

@bakingsinsbylea

Det betyder også, at jeg nu af 2 omgange er kørt fra Hammel til Ringkøbing for at spise Leas kager…. og jeg kører gladeligt turen igen…. For første gang i mit liv, vil jeg gerne bytte mit “bland selv” slik for kage. Så når alt kommer til alt, er det nok meget godt, at Lea ikke har en butik i Aarhus, for min viljestyrke ville blive sat på en gevaldig prøve.

Hvilken slags kage vi har valgt til brylluppet forbliver en overraskelse indtil festen er ovre, men indtil da kan jeg kun opfordre alle til at følge Lea på Instagram @bakingsinsbylea og stikke hovedet ind forbi butikken, hvis i skulle befinde jer i Ringkøbing eller omegn. Hun har den hyggeligste lille cafe, hvor man kan nyde en kop kaffe, og hendes smukke kager i en dejlig atmosfære. I vil ikke fortryde det!!

Bryllupskage lavet til Bridenista event

Påske kage tapas

BRYLLUP

Hvorfor skal i giftes i Vorbasse??

7. maj 2019

Det spørgsmål har jeg virkelig fået mange gange….. Jeg ville ønske jeg havde en virkelig spændende, familiær eller traditionsbunden begrundelse for det, men det har jeg ikke.

Når sandheden skal frem, er den eneste grund til vi bliver viet og holder festen i Vorbasse, at vi har fundet det mest pragtfulde sted dernede, som kunne indfri alt hvad vi ønskede for vores fest.

Ingen af os føler os særligt knyttet til én bestemt kirke, så kirkens placering dannede ikke udgangspunkt for hvilken by vi ville vælge til festen, og derfor kunne skønne Nebelgaard få lov at danne rammerne.

Stedet hedder som nævnt ovenfor Nebelgaard og er en total istandsat firlænget gård, som ligger naturskønt og indeholder alt hvad hjertet begærer. Både hvis man skal have en familieferie, men også hvis man vil holde en fest som vores. Der er overnatning til alle vores gæster, og vi håber selvfølgelig at vejret er med os, så vi kan benytte alle de finde områder udendørs.

Festen skal holdes i den gildesal der hører til stedet. Den er virkelig smuk, og jeg glæder mig til at skulle pynte det hele op, så vi kan få skabt lige netop den stemning vi gerne vil have. De har alt hvad der skal bruges af service, men da jeg har forelsket mig i et gammelt stel, er jeg igang med at skaffe nok, så jeg kan dække op med det i stedet. Det skal jeg nok komme nærmere ind på i et andet blogindlæg senere.

Gildesal

For flere fine billeder kan i besøge Nebelgaard.com

BRYLLUP

Velkommen til min blog

6. maj 2019

Jeg har længe gået med en drøm om at starte en blog…. ikke fordi jeg tror, jeg er hverken influencer eller har mere fornuftigt at sige end så mange andre, men mest fordi jeg altid får at vide, at jeg taler hele tiden eller alt for meget, så måske noget af talestrømmen kan kanaliseres ned her, og så bliver det ligesom lidt mere frivilligt for folk om de gider høre på det 

Vi er lige nu igang med at planlægge bryllup – derfor vil bloggen selvfølgelig komme til at handle en del omkring vores set up, og hvordan vi synes vores dag bliver gjort helt speciel. Ikke bare for os, men også for vores gæster.

Jeg håber i har lyst til at læse med, og måske kan finde lidt inspiration, hvis i engang selv skal holde en fest for alle dem i holder af.

God læselyst!